Mohairged
Mohairgeden er en venlig ged af middel størrelse. Den har et roligt temperament og en stor tilpasningsevne. Læmningerne forløber som oftest uden hjælp. Det kan til tider være svært at se, om en læmning er nært forestående. Ofte kommer man i stalden efter få timers fravær, og så står der et fint lille kid, man ikke vidste ville komme den dag.
Der har været mohairgeder i Danmark siden 1987 hvor de første kom til landet fra New Zealand. Der findes 3 racevarianter, ASI (australsk-asiatisk), SAF (sydafrikansk) og TES (texansk). Langt de fleste mohairgeder er i dag krydsninger af disse 3 varianter. Farven er altid hvid i Danmark.
Mohairgedens primære formål er fiberproduktionen. Mohairen, som er hår (ikke uld) bruges til textilfremstilling. Mohairen vokser ca. 2,5 cm pr. måned og skal klippes af, når lokkerne er ca. 12 cm lange. Man skal derfor klippe sine mohairgeder 2 gange årligt.
Kvaliteten af mohairen vurderes ud fra fiberdiameter (så lille som muligt), den samlede mængde mohair på dyret (så meget som muligt) og mængden af uønskede fibre kaldet kemp og medulation (så lidt som muligt). Mohairen skal være tæt og glansfuld når man åbner ind til huden. Ved vurdering af dyret som helhed tæller mohairen 60% og eksteriøret 40%.
Vil man ikke selv stå for produktion af det afklippede mohair til f.eks. garn, kan man indlevere sin råmohair ca. hvert andet år til DGU. DGU sender råmohairen til Sydafrika, hvor den håndsorteres og sælges på auktion. Hver avler modtager en individuel opgørelse over den indleverede mohairs kvalitet og pris. De seneste år har der været en stigende afregningspris.
Mohairgeden er også en udmærket kødproducent. Selvom kødsætningen ikke kan måle sig med de rene kødracers, er kødet meget velsmagende, yderst fedtfattigt samt mørkere end lammekød.
Mohairgeden producerer kun mælk nok til deres kid, så her kan man ikke ”høste” et produkt.
Da gedens ham udelukkende består af underhår (mohair) skal den altid have adgang til læ for regn, selv om den har lanolin i pelsen, som gør den vandafvisende.
Engang var mohair kun for konger og sultaner.
Nu er den naturlig luksus for den bevidste forbruger.