Orm

Geder har altid en vis mængde indvoldsorm. Hvis man ikke har meget store græsningsarealer, er det sandsynligt, at gederne har brug for en ormekur f.eks. en gang om året. Man skal aflevere gødningsprøver til dyrlægen, som undersøger udskillelsen af ormeæg og udskriver medicin, hvis det er nødvendigt.

De vigtigste orm er:

Løbe-tarmorm (lever i løben (4. mave) og/eller tarmen).
Dette er den mest  almindelige orm.

Lungeorm (lever i lungens bronchier)

Bændelorm (lever i tarmen)

Blodorm (giver blege slimhinder, har skabt problemer de senere år).

Tegn på orm kan være: Klumpet afføring, utrivelighed og pjusket pels. Gederne hoster evt. (lungeorm) eller kiddene vokser ikke tilfredsstillende.

Forebyggelse:
Skift fold – vigtigst omkring Sct. Hans, hvor ormebyrden er størst. Hav evt. flere dyrearter, der græsser efter hinanden: Geder, køer, heste o.l.

Husk geder græsser højt (får græsser lavt). Der kan se ud til at være rigeligt græs, men hen på sommeren, når der ikke er så meget krudt i græsset, er det bedre at tildele f.eks. wrap eller kraftfoder sammen med halmen. Ormepresset bliver værre, hvis man tvinger gederne til at gnave længere ned, hvilket de i øvrigt meget nødigt gør.

Skift ormemiddel en gang om året: Skift gruppe – ikke nok at skifte til et andet middel i samme gruppe. Læg en plan sammen med din dyrlæge.
Sunde og velfodrede dyr modstår bedre orm end sultne dyr. Husk at et dyr, der er stresset f.eks. på grund af uro i flokken eller flytning også er mere udsat for at få orm.

Giver du ormemidler til dine geder, bør du få undersøgt, om det har hjulpet ved at tage gødningsprøver 10-14 dage efter behandlingen og få dem undersøgt for ormeæg.