Beskrivelse

Anglo Nubisk

Anglo Nubiske geder blev importeret første gang i 1996 fra England, hvor racen efter et langt (næsten 100 år) og intenst avlsarbejde er anerkendt som fuldblodsrace. For at få blodfornyelse blev der i 2003 importeret yderligere fuldblodsdyr fra England og Holland samt igen i 2008 fra Holland.

Geden blev udviklet i England ved at krydse engelske geder med bukke af afrikansk og indisk oprindelse. Det er en flot, graciøs og relativt stor malkeged.

Racen producerer normalt mindre mælk end de schweiziske racer, men mælken har et højt gennemsnitligt indhold af smørfedt (mellem 4 og 5 procent), hvilket gør mælken fortrinlig til osteproduktion.

Racen har ligeledes en meget længere brunstperiode. Den er en yderst populær malkerace i sit hjemland, med mulighed for at producere mælk hele året.

I en britisk prøvemalkning fra ca. 1990 noterede man en gennemsnitlig mælkeydelse på 1.040 kg med et gennemsnitligt smørfedt- og proteinindhold på hhv. 5,04 % og 3,55 %.

Anglo Nubisk ged er kendt for sit aristokratiske udseende, med de meget lange og hængende ører. Særlig karakteristisk for racen er hovedet, hvor profilen imellem øjne og mule bliver stærkt udadbuet. Pelsen er altid kort, sort, rød eller gylden er de mest almindelige farver, men alle farver og spraglet pels er tilladt. Den Anglo Nubiske ged har et følsomt og omgængeligt sind, er årvågen og nysgerrig.

 

 

OLYMPUS DIGITAL CAMERA