Gå til Dansk Gede Union forside

Grillet gedekød


15-mar-2006

 

Denne varme/hede sommertid er skabt til grillmad, og I skal simpelthen vide, hvor pragtfuldt gedekød på grillen smager.

Sankt Hans Aften på dyrskuet i Herning bød Hedda Sylvestersen på gedekoteletter, hvis smag overgik alle mine forventninger. Straks jeg kom hjem anskaffede jeg mig en grill og forsøgte flere variationer med gedekødet:

Marinader: Olivenolie (den eneste planteolie, der kan tåle de høje temperaturer) Salt, peber/cayenne, hvidløg, timian, rosmarin, salvie, estragon, persille, kørvel, mynte, løvstikke. Kort sagt prøvede jeg få krydderurter sammen og mange sammen. Alt kunne bruges, og alt, hvad der kunne hænge på de olierede koteletter, smagte godt.

Koteletterne skal ikke være for tynde, og giv jer god tid, for de skal have mindst et kvarter på hver side.

Jeg prøvede også at skære en kølle ud i reelle stykker. Først udbenede jeg køllen, dernæst skilte jeg musklerne fra hinanden ved at følge hinderne som til schnitzler. Derved blev mine stykker ikke så store, - faktisk meget små, men smagen fejlede ikke noget. Nogle af de kødstykkerne krydrede jeg med et færdigt krydderi kaldet Tandoori Masala , - det var også lækkert. Jeg tror, at det vil være alle tiders af få slagteren til at lave osso capra af køllen, - ikke for tynde.

Kødet bliver i øvrigt bedst jo længere det ligger i marinaden.

Mine forsøg fortsatte en hel uge, hvor vi spiste ged på grill, med forskelligt tilbehør og hverken mand eller børn klagede over ensartethed.

Tilbehør:
Stuvet spinat + nye kartofler
Svitsede skivede løg med top, hvidløg, 1 dåse flåede tomater, basilikum, timian, merian + nye kartofler.
Stuvet savojkål (udtyndede planter) + nye kartofler
Almindelig blandet salat, dressing: Creme Fraiche, lidt sennep, remoulade, hakkede løg, dild, salt. Flutes.
Persillesovs, nye kartofler og nye gulerødder.