Gedeudflugt til Hven 28. september 2008
Christina Schwartz
Gedenyt Oktober
2008

Kl. 9 søndag morgen var vi 15 der drog med Harald
Blåtand fra Helsingør til den lille Svenske ø: Hven.
Heldigvis, for et par landkrabber, var vejret pt. fint og
uden for meget vind.
1 time senere gik vi i land på Hven.
For dem der ikke har været på Hven kan jeg fortælle at den
før 1658 var dansk, men blev tabt i krigen mod Svenskerne.
Det er en utrolig smuk ø, der rejser sig højt over vandet.
Vi tog en bus (ja overraskelsen var stor da vi så hvor mange
biler der findes på en ø som er 2,5 x 4,5 km lang) og bad
ham køre til gedeosteriet.
Her stødte der 3 mere til, som havde taget turen helt fra
Bornholm. 
Vi blev budt velkommen af Ninna og Glenn Björne. I det
dejlige solskins vejr blev vi bænket udendørs og Ninna kom
med et udvalg af deres oste og små marmelader, som vi fik
lov at smage. Bryder man sig om gedeost var det himmelsk!
Hun fortalte (på svensk og uden undertekster) om hvordan de
for ca. 5 år siden startede Hvens Getost med en 15 L gryde
og en campingvogn. I dag arbejder de begge to på fuld tid i
deres virksomhed og har desuden en mand til at malke. De har
60 malke geder på bare 2 hektar jord. Gederne malkes 2 gange
dagligt og de giver 30 ton mælk pr/år hvilket igen giver 3
ton gedeost, der alt sammen sælges fra den lille gårdbutik. 
Der blev flittigt spurgt til deres opstart, myndighedsregler
mv. Og jeg må konstatere at de er heldige at øen er svensk,
eller også er vi er uheldige at Sjælland og Bornholm ikke
også blev tabt til Svenskerne den gang – for så ville vi
også kunne producere ost til vidresalg. Der var STORE
forskelle på hvad man må og hvad der kan lade sig gøre i (forbudslandes)
Sverige kontra (det frie) Danmark.
Vi fik lov at se deres mejeri igennem en glasrude fra ”kontoret/pakkeriet”.
Derudover var der lagerplads ved 3 forskellige temperaturer.
I mejeriet var 2 store industri gryder til at fremstille
osten i. Mælken kom direkte fra en 400L køletank. Herefter
så vi hendes malkestald hvor gederne 2 gange dagligt kom ind
og stod på 2 lange borde. Igennem fanggitre fik gederne mad,
mens de med 5 malke systemer malkede de 60 geder.
Så var det tid til en tur på folden, hvor gederne meget
tillidsfulde kom os i møde og meget gerne ville klappes.
Herefter blev der pænt taget afsked og vi GIK i små grupper
tilbage mod færgen hvor vi gjorde holdt forskellige steder,
alt efter ønsker om frokost. På gåturen tilbage havde man
bedre mulighed for at nyde den smukke natur og de mange fine
huse.
Desværre for landkrabberne var det blæst op, og den lille
færge vippede lystigt. Man forstod
nu betydningen af ”himmel og hav” hvis man kikkede ud gennem
vinduet.
Kl 16 lagde Harald Blåtand til i Helsingør igen, og her
bliver den indtil vi skriver maj 2009.
Færge til Hven:
www.sonteshipping.dk
Hvens getost:
www.hvensgetost.com
Info om Hven:
www.sydsverige.dk